Ordet

Kva hjelp det å syngje

som elv i det aude? 

Kva hjelp det å kyngje

med klokker for daude?

Kva hjelp det å skapa 

all venleik i verda

når Ordet lyt tapa 
for
svolten og sverda?

Slik undrast og spør vi

i modlause stunder.

Men hugse det bør vi:

Eit ord er eit under.

Dei gløymest dei gjæve,
og alt det dei gjorde.

Men livet er æve.

Og evig er Ordet. 


(Tor Jonsson)

VENETAPE

Ei uro jagar mellom von og misvon –.
Han lever ennå. Her må skje eit under!
Men venskap bergar ingen mann. Vi er åleine
på ytste øy i våre tyngste stunder.

Det slokna ljos mot gryet. Aldri skal
ditt hovud meire reise seg frå pute.
Uverkeleg og ørskegrå står dagen
med tunge augnelok mot blinde rute.

Eit hjarte slutta slå sin tunge blodkolv
og livet stupte under krav og kross.
Og døden kom. Han lyfte krossen upp att
og la han teiande og tungt – på oss.

Den fyrste dag – og alle dagar går.
Det snøar ute. Og eg står her inne
og ventar stilt. Men snø fell aldri over
det nakne stjernehimmeldjup av minne.

Det bankar nattetid. Det opnast dører.
Og alt som hender – det er nå det hender.
Det snøar på ei grav. Det er som frøyste tåror
or himmelauga over våre grender.

Eg står her framfor stengt, og kallar på deg
frå eisemdstrandi ved den stille sjøen.
Og ropet bryt or djupet: Kom attende!
Men venskap vekkjer ingen upp fra døden.

(Jan-Magnus Bruheim)

Titanics undergang

I dag er det 100 år siden Titanic la ut på sin første og siste reise. Etter forliset ble det laget mange skillingsviser om tragedien. I Norge ble denne visen gitt ut (dikteren er ukjent).

Titanics undergang

Det største Skib på Jorden som pløyed Bølgen blaa.
I Syden som i Norden man ei dets Mage saa,
Og skuden denne stolte, fik Navnet «Titanic»,
Men Storheden den voldte at Skibet under gik.

Fra England ud det reiste med Damp og fulde Seil.
Det høit mod Himmelen kneiste paa Havets glatte Speil,
Og fuldt af Passagerer, fra ringe Mand til stor,
Det havde Millionærer og Smaakaarsfolk ombord.

«Titanic» med sin Skare drog paa Atlanten ud.
Man tænkte ei paa Fare, ei Dødens nære Bud,
Man kunde ikke ane, at Reisen skulde bli,
«Titanic»s triste Bane, at snart det blev forbi.

Det er ved Nattens Stunder imellem tolv og to,
Paa Dæk og nedenunder der er fuldkommen Ro.
De fleste stille sover, og nogle spiller Kort,
Men ingen tænker over at Skibet går for fort.

Saa blir man pludselig vækket ved et forskrækligt Brag,
Man farer op paa Dækket,er det blit Dommedag?.
Da foran sig man skuer et rædsomt Bjerg af Is.
O Ve, O Ve, man gruer: det blir nok vort Forlis.

De Scener, som nu følger jeg ei beskrive kan.
Helt overskylt af Bølger staar «Titanic» i Vand..
Og ingen mere haaber, men skriger høit til Gud,
og Kaptein Smith nu raaber: «Med alle Baade ud».

«Men frels først Barn og Kvinder, thi saa er Lov paa Sjø
I mænd jer deri finder som Britter modig dø»!,
Dog flere frem sig trængte og vilde være med,
Kapteinen Veien stængte skjød dem i Døden ned.

At være Millionærer og eie Kister fuld,
Mod Døden ei garderer, hvad hjælper alt dit Guld.
Se Astor Strauss og andre,hvad nytter Rigdom nu?
De alle maatte vandre i Dødens bitre Gru.

Tilbunds gik mange Stormænd,og Kaptein Smith med dem.
Og ogsaa flere Nordnænd gik nedenom og hjem.
Af Havets Dragsugs Malstrøm de hastig reves med,
Den unge Arne Fahlstrøm sank og i Bølgen ned.

Saa døde de, de kjære, men ak, de frykted ei.,
De sang til Herrens Ære «Nærmere Gud til dig».
Og kan vi synge Salmer naar vi i Døden gaar,
da Seirens skjønne Palmer vi hist i Himlen faar.